Villes sol
En poetisk billedfortælling om savn og erindring, hvirvelkys og danseskyer, og om alt det store og umulige, man kun kan sige med et penselstrøg.
En poetisk billedfortælling om savn og erindring, hvirvelkys og danseskyer, og om alt det store og umulige, man kun kan sige med et penselstrøg.
“Billeder kan give form til det uhåndgribelige og sprog til det usigelige. Derfor kan billeder åbne for samtaler, hvor ordene ikke slår til – eller hvor ordene kan blive for konkrete, for voldsomme eller ligefrem grusomme. Billeder kan vise fantasi og virkelighed side om side, uden at vi behøver at vide præcis, hvor grænserne går. Billedlitteraturen kan derfor være en fantastisk prisme for børn at betragte verden igennem. Fordi den tillader børneøjne at se netop så langt og så dybt, som de evner at rumme og forstå.”
— Ane Bjørn
Ville vil tegne sin far. Men det er svært at tegne en, man ikke rigtig kan huske, og når Ville prøver, bliver det bare til vrede, sorte kruseduller. Men så møder han naboen, der er maler, og han begynder at forstå, at billeder kan se ud på tusind måder og udtrykke tusind ting. De kan mime den verden, vi ser, eller udtrykke den verden, vi har indeni, og det ene er ikke mere rigtigt end det andet.
“Hvad skal det forestille?” Sådan spørger mange voksne, når barnet viser dem sin tegning. Men der er så meget ved tegninger, som er meget mere interessant, end om noget ligner. Bare spørg Ville, der er hovedperson i Villes sol – eller spørg Ane Bjørn, der har skrevet og illustreret bogen.