Pingvinen, der ikke kunne lade være med at lyve

Helt konkret var der gode folk fra Folkekirkens Skoletjenester, der spurgte, om jeg ville skrive en løgnehistorie til dem. En historie, som kunne få indskolingsbørn til at undre sig og skabe samtaler om, hvorfor man egentlig ikke må lyve, men alle alligevel kommer til det. Hvorfor man gerne må lyve nogle gange, mens man andre gange i hvert fald ikke må lyve. Et par uger efter sad jeg og snakkede med mit barnebarn Norma på fire år. Hun fortalte, at man i hendes børnehave lærte, at man ikke må lyve. Og så kan det jo være lidt svært at have en morfar, der er kendt som Danmarks største løgnhals. ”Hvad tænker du om det, morfar? Må man gerne lyve?” Det var virkelig svært at svare på, men heldigvis havde jeg skelettet til min pingvinhistorie nogenlunde klar, så jeg krøb elegant uden om spørgsmålet ved at fortælle om den løgnagtige pingvin. Selv om historien måske ikke helt besvarede hendes spørgsmål, satte den en god dialog i gang, om hvornår man ikke skal lyve, og om hvornår lille hvid løgn er ok.

En snak om det at lyve, dukker altid op på et tidspunkt i vores opdragelse. Det er også vigtigt at løgn og sandhed behandles i undervisningen, og den snak er ikke blevet mindre vigtig de senere år. Der bliver spredt mange usandheder på internettet, selv fra magtfulde personer, vi førhen stolede på, så tilliden i verdenssamfundet er truet. I den snak er det selvfølgelig vigtigt at lære vores børn, at de ikke skal lyve, fordi taber man først tilliden til en person, er den meget svær at vinde tilbage. Men det er også vigtigt at tale om, hvornår det er ok med en lille løgn. Måske skal den del faktisk revurderes lidt.

Når mindre børn fortæller om deres dag i børnehaven, og de digter en lang historie om, at de brækkede armen på legepladsen og blev reddet af en hospitals-giraf, “og så voksede armen bare lige sammen igen”, skal vi så med det samme sige, at det er løgn? Måske er der bare tale om god fantasi, og måske mister vi barnets egentlige budskab fra dagen ved straks at affeje historien som det pure opspind. Løgn og fantasi ligger ofte lige ved siden af hinanden, og nogle løgne er bare eventyrlig fantasi.

Vi kan let komme til at stoppe udviklingen af barnets fantasi, hvis vi bremser den midt i barndommen, hvor den helt naturligt er på sit højeste. Vil vi have dygtige innovative mennesker, skal børn have lov til at udvikle deres fantasi.

Jeg vil ikke betragte mig selv som en løgnhals, men alle mennesker lyver. Nogle mere end andre, og de fleste løgne kan jeg selvfølgelig ikke lide, men jeg er vokset op i et kreativt miljø, hvor fantasi var populær. Jeg oplevede, at min barndom var et eventyr, som vi selv satte i gang. Boede der trolde i de norske bjerge? Levede nisserne i bunden af skoven om sommeren? Ja, selvfølgelig. Det ville jeg gerne tro på. Vi stillede ikke så mange spørgsmål til, om det var sandt eller falsk. På den måde har jeg trænet min fantasi, siden jeg var lille. Den har man brug for, når man tegner og skriver eventyr og spiller musik. På Christianshavn var der bolværksmatroser, som fortalte skrøner fra deres rejser i østen. De fleste var sande, mens andre ofte lød ret overdrevet, og det kunne jeg godt lide. Min store fætter Thomas, fortalte også sin lillebror Morten, at der ville vokse et wienerbrødstræ op i haven, hvis han først gav ham en bid af hans spandauer og gravede resten ned. Den løgnehistorie er en direkte inspiration til Pingvinen, der ikke kunne lade være med at lyve.

Jeg har altid været glad for dyr. Når kammeraterne lærte sig bilmærker og navne på fodboldspillere udenad, lærte jeg dyrenavne og noget om dyrenes adfærd. Som stor skoledreng tog jeg i ZOO et par gange om ugen og tegnede dyr. Og så kom interessen for tegnefilm oveni, hvor karakterdesign ofte udspringer fra dyr. Når man skal designe et menneske, som læseren skal kunne identificere sig med, skal man tage stilling til en masse ting, som egentlig begrænser læsernes egen fantasi. Hudfarve, deres præcise alder, krøller eller ej, tyk eller tynd. Når man tager udgangspunkt i dyr, kan man designe en karakter, der skaber identifikation for flere. Man kan også lettere karikere uden at støde og krænke nogen. Er det pingviner, jeg har tegnet, behøver tøjet heller ikke at definere sociale klasser, eller lægge sig i en bestemt tidsperiode. Og så har dyret også bare et stærkt karakteristisk udtryk i sig selv. Et pingvinpar, der hedder Birgit og Flemming, står allerede stærkt som visuelt udtryk.