Jeg er her jo stadig

Bror er en stille dreng med en livlig fantasi og mange tanker om livet og verden omkring sig. Ikke mindst om storesøsteren Luna, som døde, før han blev født. Bror og hans familie prøver at manøvrere i livets svære og store forandringer: sorg og særligheder, yndlingsretter og huspligter, alt det bedste, man ved, og det man ikke synes om. Det er en fortælling om hverdagen- om de små ting, som fylder det hele, og om de almindeligheder, som udgør livet.

Bror er skeptisk over for kanoturen, fordi han ikke kan se for sig, hvordan det skal foregå, og hvad det indebærer. Helt pragmatisk: hvor skal de sove, hvordan kommer de derhen, hvad med hans dyne etc. Han er en fantasifuld dreng, men lige på dét punkt rækker hans forestillingsevne ikke, fordi han ikke har prøvet den slags før. Sådan er vi mange, der godt kan have det børn og voksne. Og lur mig, om dem som uden videre ville sige ja til en kanotur ikke har noget andet, som de er skeptiske over for, hvor Bror formentlig ville sige, at der ikke er grund til at være skeptisk.

Jeg tror, at det, som adskiller Bolette fra de andre, Bror kender, er, at hun går lidt til ham. Hun er ikke bange for at stille spørgsmål og være sig selv. Hun er ganske enkelt tydelig og ikke overdrevent hensynsfuld, som andre måske er, fordi de har berøringsangst over for det med Luna. Bolette spørger om det, hun vil vide, hun forholder sig til svarene og lukker ikke i. Hun er mere direkte og umiddelbar og har nogle andre erfaringer, som hun hjælper Bror ind i. Omvendt kan hun ikke hækle, så den sanselighed og kreativitet hjælper Bror hende ind i.

Bror er fra begyndelsen fantasifuld og ordrig, men det er mere indadvendt. Langsomt åbner han op og opdager, at noget af hans indre liv kan deles med andre. Jeg bryder mig ikke om at tænke Bror som introvert i starten og senere mere ekstrovert – på samme måde, som jeg er gået langt uden om at tænke diagnoser. Den slags lineær og skematisk tænkning gør ikke noget godt for børn (og mennesker). Bror er helt almindelig og udvikler sig, fordi han bliver mødt og set af mennesker, der kalder ham nysgerrig og hans iagttagelser for skarpe.

Det er vigtigt for mig at fortælle historier med livets alvor og vilkår, uden at pakke tingene ind og forsøde, men serveret med varme og humor. Det skylder jeg læseren, og jeg kan ikke udstå børnebøger, der mangler vilje og ikke går i kødet på virkeligheden. Det skal være ufiltreret og ærligt, men samtidig give håb. Det er uambitiøst og et udtryk for mangel på respekt for børnene og deres verden, når man skriver med fløjlshandsker og afstand, fordi man vil tage hensyn eller skåne. Virkeligheden er ikke skånsom eller sukkersvøbt. Den indre dialog, jeg selv havde som barn, er ofte den, jeg lytter til, når jeg skriver til børn. Den bruger jeg til at forme dialoger og scener. Når jeg skriver, sætter jeg mig nogle ambitioner for teksten – nogle ting jeg gerne vil give videre til læserne. Eksempelvis iagttagelser, som jeg selv har gjort mig, og som har hjulpet mig som en indadvendt og følsom dreng. På den måde bruger jeg meget mig selv og mine egne udfordringer til at forme mine karakterer. Og sådan er der opstået en fortælling om en type dreng, der ikke ligner de klassiske drenge i børnelitteraturen. Bror er ikke en ballademager, der frygtløst kaster sig ud i alt muligt. De stille og forsigtige drenge som bogens Bror findes også i virkeligheden, og dem skal der også være bøger om og til.

Ude i virkeligheden findes en Bror, som jeg kender, og hvis historie har inspireret bogen. Som i bogen døde også denne Brors storesøster, Luna, i en trafikulykke, før han blev født. Jeg er nær ven af Brors familie og har fået lov til at bruge deres historie i bogen – og lov til at digte videre på den. Fantasere, dramatisere, destillere virkeligheden. Det er vigtigt at sige, også for virkelighedens Brors skyld, at min fortælling er en fortolkning af hans og familiens historie. Det er fiktion. En roman, inspireret af virkeligheden. Engang sagde Bror til mig, at han var kendt, fordi hans storesøster, Luna, var død. Det rørte mig dybt. Tænk, at et barn går med de tanker og har det forhold til sin afdøde storesøster, som han aldrig har mødt. Det blev startskuddet til min skrivning og den sætning, jeg ville modbevise: “Nej, kære Bror, du er kendt, fordi du er dig. Det er mere end nok.” Samtidig med at Bror findes i virkeligheden, så er bogens Bror også et fragment af mig selv. Nogle gange føler jeg, at virkelighedens Bror er mit eget spejlbillede på tværs af tid. Nutidens Bror ville være gode venner med Per som barn.