Jeg er klar over, at gys ikke er for alle, men samtidig er jeg af den overbevisning, at børn og unge kan tåle meget mere, end vi tror. Faktisk tror jeg endda, at gysere kan være med til at ruste læserne, fordi de så åbenlyst er en leg med mørket, og at vi igennem den leg lærer at forholde os til ting, vi måske ellers kan have tendens til at skubbe fra os som farlige. En lærer fortalte mig på et tidspunkt, at hun syntes, min bog Med døden til følge kunne være lidt hård at bruge i undervisningen, fordi den, som titlen antyder, handler om død. Jeg kunne kun svare, at døden jo er en del af livet, og at det måske ville gøre den lettere at tale om, hvis den blev pakket ind i en spændende historie. Derfor er døden selvfølgelig også til stede overalt i Gamle huse glemmer aldrig. Døden er ligesom det mest gådefulde og uhyggelige overhovedet. Derfor er jeg bevidst om, at historierne kan virke mørke, men jeg synes ikke, mørket i sig selv er farligt, og derfor tillader jeg mig også at lade historierne ende, uden at enden nødvendigvis er lykkelig. Det er jo ikke Rasmus Klump det her, hvor alle slår sig på maven af grin og spiser pandekager til sidst.