ANTON & MOLLY LAVER FØDSELSDAG

Lars: Fordi vi synes, at de efter så mange år i sort-hvid efterhånden har fortjent at få lidt farver på. Og så fordi universet med de kloge børn og deres skæve voksne omkring Ostehuset i den lille by bare bliver ved med at føde historier. Også nogle, der fortjener at blive båret af illustrationer og ikke skal foldes ud over mange kapitler. Anton og Molly laver fødselsdag passer lige som godnathistorie, og hvem har ikke lyst til at drømme lidt om fødselsdag?

Pernille: Lars’ historier føder et hav af billeder inde i mit hoved. Det er, som om de trykker på en knap, og så vokser universet frem, også i farver. Der var masser af billeder at tage af. Derfor giver det god mening med en billedbog. Vi lavede en teateropsætning af den første Anton og Molly-bog, Tro, håb og gorgonzola for nogle år siden, og arbejdet med de farverige illustrationer, som blev projiceret op på kulisserne, satte bare smæk på det. Lige pludselig var det hele i farver.

Lars: Tværtimod. Anton og Molly er jo nærmest blevet nogle af mine bedste venner. Der er noget enormt uskyldigt og rent over den måde, de oplever verden på, og jeg bliver aldrig træt af at placere dem i nye problemer, fordi jeg også selv har lyst til at se, hvordan de vil klare dem. Ikke mindst fordi der er noget smukt over deres venskab, hvor Anton som den lidt forsigtige og ængstelige vokser og bliver stærkere af at være sammen med Molly, der er modig, handler umiddelbart og altid ser muligheder. Også i den her historie, der er født af den enkle, men skræmmende tanke: Tænk, hvis Mor har glemt min fødselsdag.

Pernille: Anton og Molly er en del af min familie nu, og jeg glæder mig til at tegne deres oplevelser, hver gang jeg får en ny historie. Det er en lille, men alligevel kæmpestor verden, fordi den ligger lidt uden for tid og sted og nærmest har sin egen tyngdelov. Der er plads til at tegne nogle ret vilde ting, for Lars lægger hele tiden godbidder ud til mig som illustrator. Tænk at få lov til at tegne en brugt lama, en guldfisk der ryger pibe eller en hund, der begraver hovedet i lagkage.

Lars: Det er heller ikke med vilje. Mor opfører sig desværre bare som mange andre voksne og kan ofte have lidt travlt med sig selv og dermed glemme andre. Det er så her, den går galt, fordi Anton som andre børn ikke altid lige kan aflæse, hvad deres voksne egentlig mener og føler. I tidligere historier har Anton derfor blandt andet hjulpet Mor med at finde en ny mand, med at redde Ostehuset og med ikke at blive gammel, lige som han har forsøgt at blive virkelig dygtig i skolen, fordi han troede, det var det, Mor ønskede. I denne omgang forsøger han bare at hjælpe sig selv, fordi Mor i al sin travlhed og midt i alle sine oste tilsyneladende har glemt hans fødselsdag.

Pernille: Der er en helt enorm frihed, når jeg som tegner bevæger mig ind i Anton og Mollys univers. Lars har helt fra start vist fuld tillid til mit arbejde, og det har givet mig den unikke chance for at tegne skæve figurer lige fra mit hjerte. Heldigvis har de så også ramt Lars’ hjerte! Jeg har indimellem tænkt “Gud, må jeg godt tegne sådan?” – det er fedt. Det er den vildeste benzin for en illustrator. Ved siden af alt det skæve, er der jo også et meget fint følelsesliv i Anton og Molly, som jeg lever mig ret meget ind i, når jeg sidder og tegner. Jeg håber, at man kan se det på Anton og Mollys store øjne. At jeg er med dem hele vejen.

Lars: Absolut Anton. I hvert fald da jeg var lille. Ligesom Anton var jeg altid bange for at prøve nye ting, for måske var det farligt. Jeg var også meget opmærksom på, hvordan de voksne havde det og syntes, det var mit ansvar at gøre dem glade igen, hvis de for eksempel var kede af det. Til gengæld er Molly sådan, som jeg ville ønske, jeg havde været. Molly leder altid efter løsninger og er ikke bange for at kaste sig ud i noget som helst. Det er sådan, jeg også selv prøver at være, nu hvor jeg er voksen. Spring ud i det. Kæmp. Selv hvis det ikke går, så skal det nok gå alligevel. Så Anton som lille og Molly som voksen. Det er mig.

Pernille: Jeg er definitivt en Anton! Både nu og som lille. Som for eksempel den første gang jeg var på posthuset med et brev for min mor. Jeg blev så overvældet af de endeløse skranker og høje voksne, at jeg bare gik hjem igen. Jeg kunne godt have brugt sådan en Molly til at skubbe på og sige: Hey, det kan vi godt! Måske er det derfor, jeg holder så meget af at tegne deres venskab. På en måde er Lars min Molly, når vi arbejder sammen. Han har et fantastisk gå på-mod, som får mig til at kaste mig ud i tegneprojekter, jeg slet ikke vidste, at jeg turde lave.